Mondo med Shodo Harada Roshi sommeren 1993

Tim Pallis

SPØRGSMÅL:

Jeg vil gerne have et generelt råd med hensyn til praksis. Jeg forstår på det hele, at man bliver nødt til at være meget seriøs, såfremt man ønsker at blive fuldkommen fri, eller hengive alle sine kræfter til dette ene ønske om at blive fri.

Jeg synes, at det er nemt nok at tilvejebringe energien hertil, når man er i nærheden af en mester, men hvad når man lever i en moderne verden langt væk fra mesteren og hele tiden bliver distraheret af de energier, som hindrer ens samlende koncentration?

SVAR:

Det er et meget vanskeligt problem. Som svar på dit spørgsmål besøger jeg Europa denne gang, og jeg håber, at det blot er en begyndelse. I Sogen-ji praktiserer vi o-sesshin en hel uge hver måned, hvor vi sidder 12 timer daglig. Ud over dette er der to mindre sesshin hver måned, hvor vi sidder omkring tre eller fire timer om morgenen og om aftenen.

Det betyder, at vi næsten konstant er i o-sesshin i Sogenji. Der er altså altid et meget rigt indhold i den daglige træning, rig på den energi og praksis, som du nævner. Der er derfor et meget stort energioverskud til råde, som hjælper med at holde vor egen energi i live hele tiden.

Jeg er meget imponeret over, at deltagerne i denne 3 dages sesshin her i Danmark har lagt så meget energi i det de gør, skønt de jo ikke er vant til denne form for livsrytme, og jeg er derfor sikker på, at de vil være meget trætte, når de er færdige med denne sesshin.

I Sogen-ji er vi derimod ret vant til at leve på denne måde, og når vi derfor kommer til en sesshin, bliver vi ikke så udmattede af den og kan lægge ekstra energi ind i dens praksis.

Det er vigtigt i denne rytme altid at vedligeholde trænings energien og altid at bevare fokus, opmærksomhed og interesse. Der er desværre ikke lejlighed nok til at udvikle disse ting i den moderne verden.

Det, jeg ideelt set håber på, og som tager lang tid, er, at denne form for erfaring kan blive almen tilgængelig for mennesker. Der bør være mange steder og lærere overalt i verden, hvor man kan tage hen og arbejde på denne måde, hvis man har behov for det - centre hvor man kan fokusere sin energi, forny sin energi eller vende tilbage til en ensrettet og energisk fokusering af opmærksomheden.

Det er derfor jeg er kommet her, og jeg føler, at der er brug for mange flere steder som dette, hvor folk kan samles og sidde med denne intensitet, og lære at bevare denne rytme i deres liv og fortsætte denne måde at leve på så meget som muligt.

Selvfølgelig er det vanskeligt, når man ikke til daglig befinder sig i et klostermiljø, fordi der er så mange ting som distraherer. Derfor er den næstbedste mulighed at have et sted, man kan tage hen for at lade batteriet op igen. Jeg tror sådanne steder er nødvendige overalt, for at man en vis tid kan vende tilbage til denne stimulerende livsform.

I fremtiden håber jeg, at det vil være muligt at have mange af den slags trænings programmer, som vi har i Sogen-ji, forskellige steder i verden, for at man kan lære at videreføre den daglige energiske zen praksis hele livet igennem.

I Sogen-ji har vi sanzen to gange hver dag, om morgenen og om aftenen. Uanset hvordan du har det, bliver du nødt til at gå til sanzen. Lige meget, hvad det er, du gennemgår, er du tvunget til at have med mig at gøre. Du har intet valg, og er tvunget til at være ligefrem og ærlig i dine svar.

Så jeg får dig at se i alle mulige tilstande, og du kommer til at udtrykke dig under alle mulige forhold. Uanset din sundhedstilstand eller følelsesmæssige tilstand skal du til sanzen to gange hver dag. Da dette altid kræves af dig, vil du efterhånden kunne gøre det helt enkelt og ligetil, og du vil blive meget åben og ærlig i dit møde med mig.

Dette er en vældig god måde at hjælpe mennesker til at være deres klare, rene bevidsthed i enhver situation. Jeg ville blot ønske, at der ville være mere tid til det, da det er en god måde at undervise på, en god måde at vejlede på og en god måde at hjælpe mennesker til at realisere deres klare bevidsthed.

Det, jeg har talt om i denne sesshin, er den klare og rene bevidsthed, som er vor oprindelige natur. Denne bevidsthed er det essentielle i enhver religion. Hvis der var noget højere eller lavere eller forskelligt fra dette, ville det ikke være sandheden. Der kan kun være én eneste ting, som er det sande ophav, som alle religioner leder os til forståelse af.

Uanset hvilken religion, siger de alle det samme og fører os til den samme erfaring. Men det, der er nødvendigt lige nu i disse tider, er en religion, som i sin praksis har mulighed og interesse for at få os til at bruge vor energi til at virkeliggøre denne klare bevidsthed. Det må være en religion, som er levende og anvendelig for mennesker i dag.

SPØRGSMÅL:

Jeg kan se en splittelse mellem praksis og realisering. Lige nu er vi i live, og lige nu ser, hører og føler vi. Vi er ikke adskilt fra en såkaldt "omverden". Hvorfor skal vi da praktisere så hårdt for at blive nul, for at blive tom som et spejl uden spejlbilleder i? En sådan praksis ser ud til at være en adskillelse fra verden.

SVAR:

Hvis man virkelig er i stand til at være dette steds livsenergi, lige nu, netop som man er, uden noget selvbedrag, uden nogen dualisme, hvis man virkelig kan opleve dette, hvert øjeblik, - ville der ikke være nogen grund til at træne eller praktisere eller blive nul.

Hvis man er i stand til at være fuldkommen tilfreds med den måde tingene er på, uden at bekymre sig over, at man ikke er i stand til at være helt i nuet, uden at føle sig adskilt fra tingene, og uden at fornemme at der er et eller andet, som bringer én i vildrede, og som ikke tillader én at være fuldkommen nærværende lige nu, netop som man er, - er der ingen grund til at praktisere zen.

Men grunden til, at man træner i zen, er, at man ønsker at komme på den anden side af sin misfornøjelse med disse situationer. Denne utilfredshed er en følelse af, at der enten er noget man tilføjer dette øjeblik eller mangler i dette øjeblik.

SPØRGSMÅL:

Er der store og små satori, og er det at kalde satori for stor eller lille ikke også en form for lidelse for de, som har haft satori? Kan man træne satori ligesom man træner sit åndedræt?

SVAR:

Du henviser sikkert til nogle steder i Hakuin Zenji's skrifter, hvor han omtaler, at han har haft adskillige store dybe erkendelser og talløse små erkendelser. Der er mange zen mestre, som har skrevet om disse ting.

De små erkendelser finder f.eks. sted, når man f.eks. er helt kørt fast i et eller andet, når man har et problem man ikke kan løse, eller ikke kan finde en vej ud af et dilemma. Pludselig hører eller læser man et eller andet, som kaster lys over problemet, og man er med ét i stand til at tø det op. Man ved nu, hvorledes man kan fortsætte.

Måske har man været igennem nogle dystre dage på grund af problemet, men i dét øjeblik man læser eller ser eller hører noget bestemt, har man pludselig et svar på problemet. Dette kan især finde sted, når man befinder sig i en stille og rolig sindstilstand.

Men denne oplevelse er ikke det samme, som det i zen, der omtales som "den store død" eller dyb opvågnen. At være i stand til én gang for alle i sin træning at komme forbi enhver følelse af, at der er noget, man endnu ikke har gjort, eller at der stadig er noget, man bør gøre i sin meditations praksis, kaldes undertiden at "bunden falder ud".

Det at være i stand til virkelig at komme til det yderste punkt, at sætte alt man har, hele sit liv, på spil for sagen og gå til det alleryderste punkt for den, må gøres mindst én gang i ens træning.

Det er ikke nogen overnaturlig sindstilstand, det er heller ikke noget man venter på skal ske med én. Tværtimod man giver sig i kast med at gøre det ved at sætte alt, hvad man har, ind på det. Og har man én gang oplevet dét sted, hvori man har lagt alt, og bunden så at sige falder ud, da er man i stand til at se alle ting på en ny måde, og man bliver ikke længere løbet over ende af alle livets små ting.

Ens væremåde er nu forandret, man ser tingene klart, og man har ikke længere følelsen af, at der er noget, som endnu må gøres. Man har på afgørende vis gjort ende på denne følelse og ved, at man er ankommet til dette sted med den.

Denne erfaring og de små erkendelser, som omtales af Hakuin Zenji, er to forskellige ting. Der eksisterer ingen særlig akkumulations proces eller opgradering af små erkendelser, som til sidst fører én til den dybe erfaring eller oplysning.

Men der er selvfølgelig, når man praktiserer zazen, og man føler sig "tot", selvom man endnu ikke har nået den fornemmelse at være fuldkommen "tot", som kun kommer af at bringe sin praksis til det yderste punkt, - den klarhed, som naturligt kommer med zazen eller af et sind, der er faldet til ro, og som gør én mere modtagelig for de små erkendelser. Små ting på vejen til noget stort.

SPØRGSMÅL:

Jeg har opdaget, at når jeg føler, at alt går galt, bliver jeg så opfyldt af det, at det næsten er umuligt at fastholde Mu, som er min Kōan. Jeg er blevet belært om ikke at kæmpe med Mu, men det er som om, jeg er faldet i en flod og prøver at bruge Mu til at komme op, men ikke kan. Jeg tror ikke det er den rigtige måde, så hvordan skal jeg fortsætte?

SVAR

Det er vigtigt, at du ikke opfatter Mu som et "noget" der er til. Det er Mu, det er tomt, det er ikke noget, man kan bruge eller tage fat i, udnytte eller prøve noget med. Når du er fuldstændig optaget af, hvad du gør, så optaget at du ikke har nogen fornemmelse af, at der eksisterer et selv, så er det bevidsthedstilstanden Mu.

For at kunne realisere denne bevidsthedstilstand må du arbejde kreativt og opfindsomt, ikke prøve at bruge noget kaldet Mu, som så begrebsligt bliver noget, du gør noget med. Dette bringer os til spørgsmålet om, hvordan du kommer ind i denne bevidsthedstilstand?

Det er helt almindeligt at være splittet på en sådan måde, at vi betragter os selv og bedømmer os selv, mens vi foretager os et eller andet. Vi bliver således adskilt i to dele. Den ene side af dette er nyttig, den anden ubrugelig.

Vi må undersøge vores egen væremåde, for at forbedre den måde vi er på. Hvis der f.eks. ikke var noget utilfredsstillende ved den måde, vi lever på, ville vi ikke komme her, og vi ville ikke praktisere. Vi bliver nødt til at iagttage vores væremåde for at vide, hvordan den er, og hvad vi bør gøre.

Men hvis vi altid går rundt og iagttager os selv, så er det en splittelse, en opdeling i to dele. Så vi bruger iagttagelsesevnen til at iagttage vores adfærd for at se, hvad vi ønsker at gøre ved den, men også til at blive ét med det vi gør, således at vi er fuldstændig fri for enhver fornemmelse af at se eller at høre med vores øjne og ører eller at være med vores krop i fysisk forstand.

At være fuldstændig ét med, hvad vi foretager os, er at praktisere Mu på den rigtige måde. For at blive til Mu's bevidsthedstilstand, må du slippe enhver tanke om Mu, og helt og fuldt blive til det du gør. Når du f.eks. fejer, skal du ene og alene feje med alt hvad du er, være ét med fejningen. Du må også være ét med madlavningen og det næste og næste du gør.

Du må kaste dig selv ind i arbejdet med en sådan intensitet, at der ikke er plads til, at uvæsentlige tanker kan indfinde sig og ikke plads til, at uvæsentlige følelsesmæssige tilknytninger kan vise sig, fordi det, du gør, lægger beslag på al din kraft.

Hvis du synes, at alt for megen uvæsentlig fantaseren fylder dit sind, og at det er svært at fastholde en klar bevidsthed, når du foretager dig et eller andet, - brug da Mu. Skær de flakkende tanker over med Mu og bliv fri. Gå derefter tilbage til en fuldstændig optagethed af det, du netop gør.

Hvad enten det er rengøring eller gå ture, drejer det sig ikke om at fastholde Mu, mens du gør disse ting. Det drejer sig om at være selve handlingen så helt og fuldt, at du er tom for enhver fornemmelse af at gøre det, eller at der er nogen, der gør det.

Dette er at være Mu i den tomhed kun at være selve udførelsen af arbejdet. At arbejde kreativt og opfindsomt på at blive tom vil sige at blive til dette Mu i en bestemt situation, ikke at prøve på at bruge Mu til at blive noget.

Et godt eksempel på, hvad jeg taler om, er at køre bil. Hvis du prøver at koncentrere dig om Mu hele tiden, når du kører bil, vil der meget hurtigt ske en ulykke. Som du sikkert ved, er der så mange ting du skal gøre, når du begynder at køre bil, at det er svært at koncentrere sig om, hvad der foregår omkring dig. Men når du endelig er blevet vant til at køre bilen, kan du se et barn komme imod dig bagfra eller en bil komme imod dig forfra.

Alle disse ting er tilgængelige for din opmærksomhed i alle retninger, fordi du ikke bekymrer dig om, hvad der sker med dig selv i det øjeblik. Du kan se alle disse ting, fordi du er tom for bevidstheden om, hvem det er, der kører. Hvis du prøver at forfølge Mu hele tiden, vil du ikke være i stand til at køre.

Dette gælder også for enhver anden situation, som vi bliver helt ét med. På samme måde som vores opmærksomhed bliver ét med kørslen, så er Mu's bevidsthedstilstand alle vegne. Vi kan finde vejen til Mu ved at blive fuldstændig ét med enhver situationen lige meget hvornår.

Det er fordi, det er så vanskeligt at virkeliggøre dette, at vi bliver nødt til at praktisere. Og det er fordi, denne bevidsthedstilstand altid er tilgængelig for os, og fordi, det er så svært at bevare den og alt for nemt at blive revet væk fra at handle med kun ét for øje, - at vi bliver nødt til at praktisere. At praktisere Mu er én af de måder, hvorpå man så ofte som muligt, kan vende tilbage til den klare og tomme bevidsthedstilstand.

SPØRGSMÅL:

Jeg har et andet spørgsmål i relation til dette. Mit arbejde er meget mentalt, jeg bliver nødt til være analyserende hele tiden og er derfor i vildrede med hensyn til at være i "tomhed", når mit sind er aktivt. Når jeg arbejder, bliver jeg fuldstændig optaget af det, jeg gør, og forsvinder ind i det, men det er stadig mentalt.

Undertiden får jeg visuelle billeder, som jeg bruger, jeg arbejder som terapeut, andre gange er jeg mere analyserende. Hvad er væren i den forbindelse? Og menneskelig tomhed? Jeg forestiller mig altid bevidstheden som tom, ingen tanker, når jeg praktiserer Mu, så jeg er en smule mystificeret.

SVAR:

Det er glimrende at lægge hele sin tankevirksomhed ind i sit arbejde, når man er optaget af det. Det, jeg prøvede på at sige før, var, at hvad du end gør, selv om det involverer en tænkning, som ligger lige for, er fint nok, så længe du ikke er fuld af uvæsentlige tanker om det, der foregår. F.eks. er de nyttige tanker, som vi gør os om ting, og som vi har brug for, for at tænke på de ting vi foretager os lige nu, ikke uvæsentlige tanker.

De uvæsentlige tanker, jeg taler om, er ikke tjenlige for det, man gør i dette øjeblik. Enhver, som befinder sig i en have og ser en smuk blomst, kan blive slået af dens skønhed, blive betaget, men hvis ens hoved er fuld af uvæsentlige tanker, kan man slet ikke se det - det er det jeg mener!

Hvis vi ene og alene gør, hvad vi gør, med alt hvad vi har i os, behøver vi ikke alle disse uvæsentlige tanker. Al den støj, som foregår i vores hjerne, kommer af, at vi har en slags højrøstet båndoptager indbygget i os, som hele tiden generer os.

Selv om vi prøver på at være stille eller koncentreret eller prøver på at indstille alle vores tanker på at være positive og konstruktive med hensyn til det, vi foretager os på en bestemt tid, får vi hele tiden denne irrelevante støj, som vi ikke har brug for, og som trætter og sluger vores energi.

Så at være ét med din tænkning fordi du har et job, der kræver analytisk tankevirksomhed, så længe du gør det, fordi det er lige for og du skal tænke, er stadig Mu's bevidsthedstilstand.

Den sindstilstand, som fremkaldes af mange generende irrelevante tanker, er lidt for emotionel. I den tilstand er man ikke hel, energisk og "tot", men føler sig adspredt af sine følelser. Man føler, at man bliver mere trist, melankolsk eller emotionelt påvirket af at opfatte ting, som ikke med sikkerhed er rigtige. Man befinder sig med andre ord i en følelsesmæssig bundet, men unødvendig situation.

Hvis man derimod bruger sine tanker på en produktiv og konstruktiv måde, vil man opdage, at man bliver mere klar, skarp og bevidst og derfor i stand til at bore ned i dybden af tingene.

Der er stor forskel på den følelsesmæssige kvalitet ved disse to sindstilstande, så man bliver hurtigt klar over, om man er optaget af en masse unødvendig tankevirksomhed, eller om man bruger sin tænkning til at foretage sig noget konstruktivt og nødvendigt i øjeblikkets virkelighed.

SPØRGSMÅL:

Er det i orden ikke at praktisere Mu, hvis man er helt absorberet i sit arbejde?

SVAR:

Hvis du praktiserer Mu gør du ikke dit arbejde godt nok. Du skal gøre dit arbejde helt og fuldt. Hvis du gør dit arbejde og Mu samtidig, så giver du ikke alt i dig selv til dit arbejde. Det er vigtigt at blive opmærksom på, at man, ind imellem det stykke arbejde, man lige er færdig med og det næste stykke arbejde, uvægerligt er optaget af at tænke alt muligt.

I et zen kloster er arbejdsgangen lagt sådan til rette, at der ikke er en sprække åben for unødvendig tankevirksomhed. De erfarne munke er meget bevidste om rækkefølgen af deres arbejde. De starter ikke med at luge haven for så at feje gulvene og vaske dem for dernæst at begynde madlavningen.

De begynder først med at vaske risen, hælder dem op i en sigte, for at de kan dryppe af. Dernæst vasker de grøntsagerne for at gøre dem klar til suppen. Til sidst går de i gang med rengøringen. De har en idé om, hvordan de skal tilrettelægge deres arbejde.

Da arbejdet er godt planlagt, behøver de ikke at tænke det hele igennem hver gang, men kan blot følge den sædvanlige arbejdsgang og gøre arbejdet så godt som muligt. Når de har gjort deres arbejde vel på en ubesværet måde og har lidt tid tilovers, går de ind og "sidder" med en god og sikker følelse, fordi de har gjort tingene som en slags meditations praksis.

De fleste mennesker, som har gjort deres arbejde færdig, siger, selv om arbejdet er gået gnidningsløst, og de er fulde af energi: "Ah! Nu er vi endelig færdige! Lad os så slappe af!" Og så fylder de deres hoveder med uvæsentlige tanker.

Men de, der arbejder med en praksis, vender derimod tilbage til Mu og sidder med Mu, når de er færdige med deres arbejde og alt det, som optog dem under arbejdet. Det er et spørgsmål om, hvorledes man lægger alt ind i både arbejde og praksis.

Det, der ofte sker med mennesker, kunne kaldes: "hverken det ene eller det andet". Når man tænker på én ting og gør noget andet, giver man hverken sig selv helt til det at tænke eller til det at gøre noget.

Der er mennesker, som er gode til at arbejde, men som alligevel altid under arbejdet har noget tilbage i sig, som de tænker på. Og når de tager en pause, en fridag eller hviler sig, er der altid noget inden i dem, som ikke rigtig er i ro. Det er denne måde at leve på, som ikke er god.

Det, der er vigtigt, er at gøre, hvad du gør og kun det, og når du så skifter til det næste, så kun gøre det. Du må leve på en sådan måde, at du er fuld af energi i alt, hvad du gør for øjeblikket og således, at du ikke bliver revet væk af tanker om noget andet.

Hvis de er forskellige fra eller ikke har noget at gøre med det, du netop gør lige i det øjeblik, selv om de er positive eller konstruktive, er de ikke til nogen nytte på det tidspunkt. Når du er færdig med at gøre, hvad du gør, må du kunne falde fuldstændig til ro.

Det er væsentligt at arbejde med Mu eller din praksis, så du bliver istand til så hurtigt som muligt at "afskære" de ting, som du kører fast i, og som stopper den frie strøm. Jo længere du sidder fast, des tungere bliver du, og des mere føler du dig revet væk fra en opmærksomhed, som fylder dig.

Det vigtigste er at lære, hvordan man hurtigt kan skille sig af med eller "afskære" det, der forstyrrer og distraherer én, og så straks vende tilbage til den totale fokusering af, hvad man gør lige for øjeblikket.

SPØRGSMÅL:

Jeg har i omkring 10 år arbejdet hårdt på at give slip på mine tilknytninger. Rōshi sagde to ting, som forekommer mig at være paradoksale. Når jeg skal slippe en tilknytning eller opgive den, bliver jeg fyldt af følelser og tanker og må igennem noget smerteligt for at slippe tilknytningen.

Rōshi talte om, hvorledes ens sind i dagevis kan være blokeret, således at der må en ydre ting til, for at man pludselig kan se tingene på en ny måde. Jeg tror, at jeg må igennem denne lidelse, og så siger han, at vi, når vi bliver fyldt af disse unødvendige tanker, må skille os af med dem så hurtigt som muligt. Men hvordan skiller jeg mig af med dem og samtidig gennemgår denne proces? Er der en anden måde at gøre det på, eller hvad taler han om?

SVAR:

Der er noget, som kaldes at "bunden falder ud". Vi må forstå, at dét virkelig at gennemføre dette, at sætte alle ting til side for dette, og gå ind i det med alt hvad vi har, er noget, der kræver en livsopgave. Det er derfor, det forekommer dig at være et paradoks, for sådan som du beskriver det, ser det ud til, at det kun drejer sig om at arbejde på sin følelsesmæssige udvikling og sine emotionelle problemer.

Men når man beslutter sig for at give hele sit liv, stræben og energi uden forbehold til virkelig at "bryde igennem", så må man på en vis måde lægge alt det, du taler om, til side. Det drejer sig nemlig om, at man har et problem, som man ikke kan løse, et virkeligt stort dilemma, som man i bred forstand skal finde en løsning på, og som vil være svaret på ens hele livsproblem.

At sætte alt til side, som indtil da har været vigtigt for en, for kun dette ene sigte at "bryde igennem", må derfor gøres til et mål i sig selv én gang for alle. Det, som kaldes "ordination" eller "indvielse" betyder ikke nødvendigvis en formel munke- eller præsteindvielse, hvor man lover materiel og fysisk afholdelse.

Det betyder, at man sætter alt i sit liv ind på det ene mål, som man har besluttet sig til. Dette er lettere for mennesker, som er plaget af et særligt problem, fordi de føler sig trængt op i en krog. Det er den slags mennesker, som opgiver alt. Alle de ting, som forekommer at være følelsesmæssige sammenhænge, og som vi sædvanligvis arbejder med til daglig, må lægges til side for en rum tid for at kunne gøre dette ene.

Når man så er "brudt igennem", kommer man til det sted, der bliver beskrevet som "dyb uvidenhed", som er tilstede, uden at man er generet af at være uvidende. Det er ikke sådan, at man ikke berøres af tingene i livet, men selv om de berører én, lader man sig ikke påvirke af dem, man lader ikke nogen del af sig reagere på dem.

Man er stadig under deres indflydelse, men man er ikke bundet af dem eller tilskyndet af dem. På livets vej er legen stadig i fuld gang, men der er ikke noget, man bliver kostet eller trukket rundt af. Dette er den ideelle tilstand efter oplysningen, efter at "bunden er faldet ud", og det sker i større eller mindre udstrækning.

SPØRGSMÅL:

Når De taler om at "bunden falder ud" og om at lægge alle kræfter i, mener De så den stræbsomhed, man lægger for dagen under zazen eller i en sesshin, eller hvilken situation tænker De på, når man sætter så meget ind på det?

SVAR:

En sesshin er en sådan desperat situation, det er én måde at gøre det på. En anden måde at opfatte sin situation på er at sammenligne den med dét at befinde sig på randen af døden. Hvis man f.eks. har en meget alvorlig sygdom, som ikke kan kureres uden et mirakel, og der derfor ikke er noget håb tilbage, vil der være en fornemmelse af, at der er noget, man mangler at få gjort.

Der er en slags påtrængende nødvendighed, noget man stadig ikke er tilfreds med, som man ved, at man bliver nødt til at få gjort. Det er denne fornemmelse jeg taler om. Derfor findes der ikke nogen bestemt metode, som kan skitseres og planlægges, til at gribe sagen an på.

SPØRGSMÅL:

I den forbindelse ser det ud til, at mit sociale liv fungerer på en sådan måde, at det ikke er muligt at lægge den form for indsats i hele vejen igennem. Er det en illusion? Skal jeg være i stand til i det daglige liv at praktisere zen på en sådan måde, at mit familieliv og sociale liv også fungerer perfekt? Eller bliver jeg nødt for en tid at isolere mig et eller andet sted for virkelig at bore mig ind i problemet og praktisere indtil "bunden falder ud"? Dette er et dilemma for mig.

SVAR:

Det spørgsmål er måske et af de mest nærliggende hos mange som træner zen. Her er der er noget, som er meget vigtigt at forstå klart. Selvfølgelig er det hele et spørgsmål, som vedrører sindet og dets dybere aspekter, og det skulle derfor ikke være nødvendigt at medregne afhængigheden af miljøet, da det jo ikke handler om det, men om at "udvikle" det sind, som vi altid er inden i.

Når det er sagt, betyder det ikke nødvendigvis, at sådan er det. Vi ved godt, at mennesket er meget svagt, og at det er vanskeligt at fastholde selv de ting, som vi føler, er aller vigtigst for os under forskellige omstændigheder.

Jeg er f.eks. ikke gift og kan derfor give mine elever 24 timer af min dag. Det bliver jeg nødt til for at fastholde deres opmærksomhed, tillid og tro på mig. Hvis jeg giftede mig og fik kone og børn, så ville jeg måske ikke bevidst give dem ekstra af min tid, men mine elever ville opfatte det sådan.

Hvis jeg gav lige meget tid til min familie og til mine elever, så ville min kone og børn ikke forstå det, for de ville have behov for mere opmærksomhed.

Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne være alt for mine elever, ville situationen ikke tillade mig at gøre det. Der ville blive stillet andre krav til mig, alt afhængig af de situationer jeg befandt mig i. Det ville være umuligt for mig at yde det nødvendige arbejde, som jeg har forpligtet mig til i to helt forskellige retninger.

Selv om man har et bestemt ønske og et fast engagement, kræver de menneskelige omstændigheder, man er involveret i mange ting, som tvinger én væk fra den helhjertede indsats og praksis.

Men det er absolut heller ikke således, at man med sikkerhed vil kunne virkeliggøre det, hvis man tager et sted hen langt væk, hvor betingelserne for praksis er bedre. Man må være klar over, at blot fordi man målbevidst tager et andet sted hen, hvor man er fri for sine tidligere sociale forbindelser, betyder det ikke, at det vil lykkes en at "bryde igennem" eller at "bunden falder ud".

Du må se bort fra disse to sider af dilemmaet, for det er mere vigtigt, at det er absolut nødvendigt for dig at praktisere, som om du ikke har lang tid tilbage at leve i. Du må være så desperat, at du er istand til at gøre det og kun dét lige nu, uanset hvilken situation du befinder dig i.

Dette er en forudsætning eller en nødvendig betingelse for at en "gennembrydning af bunden" kan finde sted. Når dette bliver det allervigtigste for dig, så er spørgsmålet om, hvor du skal gå hen for at gøre det, underordnet. Det skal være et brændende ønske om, at du må gøre det, og at du ikke kan gøre andet.

SPØRGSMÅL:

To spørgsmål! For at gå tilbage til mester Joshu! Er satori, Mu eller Ku det samme eller ej? Hvad er forskellen? Hvis man bruger sin begynder kōan og får sin oplysning fra den, er den så brugt op som en "brug og smid væk kop", eller kan man bruge den igen og igen til at "grave" videre med? Og vedrørende dette, hvorfor er der da forskellige kōan?

SVAR:

For det første er brugen af ord som Mu og Ku og Joshu's kōan, som du meget vel ved, blot ord. Det, der udtrykkes og udpeges af disse forskellige ord, er en erfaring, som på en vis måde ikke kan beskrives i ord. Det er nødvendigt at vide, hvornår de er det samme, og hvorledes man skal bruge dem.

Hvis du betragter Joshu's Mu som en begynder kōan og spørger, om den kan bruges til at gå videre i dybden med eller ikke, er det at forholde sig til den, som om den blot er en samling ord om et eller andet. Men det er faktisk ikke det den er, for en kōan er i sig selv en bevidsthedstilstand.

Joshu har givet os denne Mu kōan som et udtryk for en

bevidsthedstilstand, og den eneste måde, vi kan træde ind i den på, er at blive til denne bevidsthedstilstand. På den måde bliver den til noget, som ikke er begrænset af ordene i denne kōan.

Den giver os et fingerpeg om at virkeliggøre bevidsthedstilstanden ved netop at arbejde med den. Da kōan er et udtryk for Joshu's bevidsthedstilstand, kan du ved at arbejde med den finde ud af, hvordan du skal praktisere for at virkeliggøre den samme bevidsthedstilstand, som Joshu var i, da han sagde det, der er nedskrevet i kōan.

For at blive til denne bevidsthedstilstand, må man gå helt ind i den. At forstå den halvt med sit intellekt og halvt med sin erfaring duer ikke. Man lærer den ikke at kende ved at forholde sig til den på den måde. Derfor må kōan være ens vejleder i at kaste sig helt ind i praksis og skille sig af med alt andet. Dette giver os adgang til helt og fuldt at blive til denne erfaring.

Det næste spørgsmål er, hvorfor vi behøver flere kōan at arbejde med? Sagen er for det første, at det er muligt at "bryde igennem" i større eller mindre grad med den første kōan. For det andet at der er megen visdom at hente i den videre træning og udvikling.

De efterfølgende 1700 kōan kan bruges til at udforske og udvide alle de forskellige måder, hvorpå den realiserede bevidsthedstilstand kan udtrykkes. Det gælder om at lære at bruge den klogt til at hjælpe andre med at bryde igennem på samme måde.

Buddha underviste hele sit liv, og der findes mange dialoger med ham. I Tang perioden (618-907) i Kina var der allerede 4000 buddhistiske tekster, og nu er der titusind. Hvis vi tænker på alle de mange ord i disse tekster, kan det undre os, at det siges, at Buddhas dharma er hinsides alle ord.

Men grunden er, at talløse mennesker fra forskellige kulturer gennem de sidste 2500 år har haft behov for at høre dharmaen på mange forskellige måder og fra alle mulige synsvinkler for at finde vej til den samme bevidsthedstilstand. Det er derfor, at vi har alle disse mange kōan, så læreren kan hjælpe enhver, der kommer til ham, individuelt.

Mesteren bruger de forskellige kōan i givne situationer for at vejlede de, der har et specielt spørgsmål, som afspejler deres særlige mentale tilstand. En kōan er et hjælpemiddel til at uddybe ens erkendelse, når "bunden er gennembrudt", og gøre én bevidst om dette sted.

SPØRGSMÅL:

Det forekommer mig, at mange mennesker, som bliver oplyst, på et eller andet tidspunkt af deres liv er blevet mishandlet eller har været nær ved at dø. Jeg har patienter, som er blevet fysisk eller seksuelt mishandlet, og de har haft oplevelser, som jeg synes ligner det man i zen kalder opvågnen. Det er for mig et underligt paradoks. Kan mennesker, som ikke er blevet mishandlet, overhovedet blive vækket?

SVAR:

Det er netop sådan, at opvågnen lettere kan realiseres fra en ekstrem belastet tilstand. Det, at nogen bliver nødt til at gennemgå meget vanskelige eller frygtelige omstændigheder for at blive vågen, viser, hvor langt vi er kommet væk fra vores klare bevidsthed. Vi bliver som regel ikke rystet rigtig vågen, med mindre sådan noget sker med os. Men det betyder på ingen måde, at man skal være mishandlet, for at man kan blive vågen.

Selv om vi tror, at vi ikke er kontrolleret af vores ego, er der stadig noget tilbage, og kun når vi gennemgår ekstreme omstændigheder, tvinges vi til at opgive tilknytningen til dette ego. Selv om mennesker udsættes for store lidelser, er det bestemt ikke sikkert, at de får chancen for at slippe egoet. Men det er rigtigt, at vi har meget svært ved selv at virkeliggøre dette, uden at vi befinder os i en ekstrem situation, som giver mulighed for at slippe egoet.

Astronauten Russell Sweichardt's oplysning er et godt eksempel. For ham var det blot nødvendigt at træde udenfor vores sædvanlige jordiske miljø og den måde at opfatte tingene på. Det var ikke for ham noget frygteligt eller pinefuldt han skulle igennem. Men i det "ydre rum" befandt han sig i en situation, hvor han overskred den sædvanlige måde at opfatte tingene på, den ramme som ting i al almindelighed viser sig i.

Han befandt sig i det ydre rum, men foretog sig ikke noget særligt. Han var der bare! Og det skete for ham! Fordi den måde han sædvanligvis så tingene på, ikke var tilstede. Han var, så at sige, fjernet fra det i det øjeblik. Det er et eksempel på en, som ikke var i en pinefuld situation, men for hvem det skete, fordi han befandt sig i en usædvanlig situation.

SPØRGSMÅL:

Jeg er meget forbavset over at Rōshi anbefaler os at bruge Gate gate paragate parasamgate bodhi svaha som et mantra. Er det ikke en helt anden praksis end zazen? Jeg forstår, at zazen drejer sig om at blive ét med det, vi foretager os. Kun at sidde, eller hvis vi foretager os noget andet, så kun at gøre dette.

Når man bruger et mantra, putter man så ikke noget ind i sindet, som ikke var der før, og bruger det som et redskab til at komme et eller andet sted hen? Er det ikke en praksis, som minder om at recitere Om Mani Padme Hum?

SVAR:

Det drejer sig om den rigtige måde at bruge et mantra. Hvis vi bruger et mantra til at bede Gud om en tjeneste, eller om hjælp, eller for at få kræfter til noget, eller bønfalder en magt udenfor os selv, er det ikke det, jeg taler om!

Det jeg mener er, at vi bør recitere den på en sådan måde, at vi ophæver selve bevidstheden om at bruge mantraet. Jeg taler om virkelig at opleve livsenergiens glæde i og med at gentage dette mantra. At bruge det på denne måde muliggør en fordybelse i samadhi.

Vi må ikke bruge det som et budskab til en gud, eller noget vi gør for at betale for et eller andet, som vi ønsker skal hænde os. Dette misforstås ofte. Man skal altså bruge et mantra for at fortabe sig selv i gentagelsen af det og derved opleve den glæde, det er at være i live.

At bruge gate gate paragate parasamgate bodhi svaha opfindsomt og kreativt vil sige at afskære vor egoistiske tilknytning til ting. Det er et udtryk for den nuværende livsenergi, netop som den er, og at fylde det hele ind i brugen af dette mantra og være glad. Tænk ikke på i morgen eller på, hvad der mon vil ske os, eller hvad vi eventuelt bliver til, hvis vi bruger det.

SPØRGSMÅL:

Vi har talt meget om oplevelser. Jeg har et problem med hensyn til denne måde at tænke på. Vi objektiverer disse oplevelser. Vi taler om satori, og vi gør den til en oplevelse, som vi objektiverer. Vi isolerer nogle øjeblikke eller indsigtsfulde glimt og har forventninger om fremtidige oplevelser. Det ser for mig ud som om, at denne måde fører os væk fra det essentielle, fordi vi bliver for optagede af den indre båndoptagers zen snak.

SVAR:

Hvad du siger er helt rigtigt, at objektivere er et stort problem. Det er et lignende problem, at gøre det, man har oplevet til en ting man bærer rundt på. I stedet for at afskære oplevelsen, tror man, at der er sket noget vigtigt, og derfor prøver man at gentage den og holde den ved lige. Dette er en virkelig stor hindring i ens praksis og også i ens liv.

Den eneste meningsfulde oplevelse må være den, som lærer én at afskære og give slip på alle egoistiske tanker. Det giver altså slet ingen mening f.eks. at fremhæve en oplevelse, som handler om at blive fri og forstå, at det betyder ikke at have et ego længere og så alligevel trække rundt med denne oplevelse for at pryde egoet. Det, som er vigtigt, er, hvert øjeblik at afskære alle disse ting, forventninger om fremtiden, fortidens hændelser og blot leve i dette øjeblik.

Disse oplevelser dør ikke i dig. Det er som at tage på en lang rejse: Når en oplevelse har haft virkelig stor betydning for dig, falmer den ikke alene fordi du ikke tænker på den og ikke pryder dig selv med den. Den er der, ligesom du ser et landskab og ser ting ske. Man tænker ikke på det hele tiden, men dit liv er på en vis måde forandret, fordi disse ting er hændt dig.